•  
  • Dit brugernavn er din e-mailadresse eller dit mobilnummer, hvis du er mobilkunde hos OiSTER. Vær opmærksom på forskel i store og små bogstaver.

    Har du glemt din kode kan du bestille en ny nedenfor ved at trykke på linket nedenfor, "Glemt din kode?"

Børn skal være en del af nutiden


Hvordan er man egentlig en god mor, når det kommer til børn og deres forbrug af, og forhold til, mobiltelefoner? Det er sådan et emne, der er virkelig betændt, og kan få selv de mest passive forældre op ad stolen.

 

Jeg er mor til tre børn. Tre drenge. Den ældste er 9, og så er der én på 7 og én på knap 2. De to yngste er endnu ikke nået til det punkt, hvor mobiltelefoner er en del af deres hverdag - men den ældste derimod - har tudet mine ører fulde af ønsker om en mobil, inden han starter i 4. klasse efter sommerferien.

Er jeg en dårlig mor, hvis jeg ikke giver ham den? Er jeg en dårlig mor, hvis jeg giver ham den? Hvordan er man egentlig en god mor, når det kommer til børn og deres forbrug af, og forhold til, mobiltelefoner? Det er sådan et emne, der er virkelig betændt, og kan få selv de mest passive forældre op ad stolen, når der er forældremøde eller udveksles holdninger om mobiltelefoni på forældreintra. (Gudhjælpemig, man skal passe på…)

Min søn skal være 10 år, før han må få en telefon. Det er besluttet. Men jeg har bestemt været tilbøjelig til at give efter forinden. Simpelthen fordi jeg synes, at han kunne have gavn af den, men men… nu venter vi.

 
Jeg ser dog ikke mig selv bruge en stor formue på en ny telefon til min søn, men samtidig så vil jeg allerhelst have, at mine børn introduceres for moderne – og ikke forældet – teknologi, og derigennem bliver en del af den tidsalder, vi nu engang lever i. Det inkluderer også dyre mobiltelefoner og forskellige spillekonsoller. Nøj, hvor jeg synes, at det er svært. Jeg tror, at det bliver noget med en ny telefon, men af lidt “ældre” generation end den sidste nye. Ikke noget med en gammel Nokia 3310 hvor man skal trykke på knapperne. Det nytter ikke noget. Vores ansvar er,  at styrke hans forhold til fremtidens tekniske devices, fremfor at holde ham fast i datiden - synes jeg. Vi er Apple-mennesker i vores hjem, så ja, let’s face it, det bliver nok en iPhone. Med et fast abonnement, hvor han ikke kan overskride forbruget, så vi kan holde styr på det. 


De åbenlyse bekymringer

Jeg oplever, at det ikke nødvendigvis er børnenes forbrug af tid og penge på telefonen, som forældre er sådan rigtigt bange for - men mere børnenes forbrug af sociale medier og eksponering for mobning mm. der skræmmer forældrene. Her taler vi naturligvis min egen subjektive opfattelse, ud fra de samtaler jeg har haft med venner og bekendte.

Men jeg er slet ikke bange for, at mine børn kommer til at misbruge deres mobiltelefoner, eller havne på de forkerte websites. Det er jeg allerede sikker på, at de kommer til. Det er jo åbenlyst, ikke? Ligesom jeg selv “misbrugte” de ting, der blev stillet til min rådighed, da jeg var barn. Som for eksempel, at se alt for meget fjernsyn i det sekund jeg fik fjernsyn på mit eget værelse. Eller se tyske “voksen-kanaler” ud på de sene timer, når jeg tænkte, at mine forældre sov… bare af ren nysgerrighed. (Vær nu ærlig - vi har alle været der, ik?).

Men jeg er slet ikke bange for, at mine børn kommer til at misbruge deres mobiltelefoner, eller havne på de forkerte websites. Det er jeg allerede sikker på, at de kommer til.

Jeg er sikker på, at mine børn kommer til at opleve mobning på sociale medier, og jeg er sikker på, at det kommer til at gøre dem kede af det indimellem. Fuldstændigt som jeg oplevede mobning i skolegården, på legepladsen eller internt i den pigegruppe jeg var en del af som teenager. 

Jeg er sikker på, at de vil søge på upassende ting på YouTube, og at de vil se ting, som de ikke burde se.

Børn vil teste grænser - det skal de jo - så i stedet for at gå og frygte hvor galt det kan gå, så ser jeg hellere realiteten i øjnene, og forsøger at guide mine børn igennem den verden af sociale medier og websites, som de helt sikkert vil befinde sig på. Og hjælpe dem igennem smerten, hvis de oplever noget ubehageligt. Mit mål er, at skabe tillid mellem mig og børnene, ved ikke at fordømme deres digitale færden, men derimod give plads til den, og vejlede dem til at træffe de rette valg.

Jeg tror ganske enkelt ikke på at skærme børn for verden. Sådan er jeg ikke. Jeg tror ikke på, at man skal gøre dem til små børn, når de er ved at udvikle sig til store børn, der godt kan håndtere et større ansvar. En del af det at være en 10-årig i dagens Danmark er også at være online og bruge mobiltelefon i det daglige. 

Hvad er jeg så bange for?

Naturligvis er der ting, der bekymrer mig ved, at min ældste søn er så stor, at han snart får en mobiltelefon. Jeg er bange for, at han ikke kommer til mig, og fortæller, hvis noget gør ondt på ham. Hvis han oplever ubehageligheder, i de digitale sociale netværk han kommer til at indgå i. Det er min frygt. At han ikke tør fortælle mig sandheden.

For jeg véd, at jeg kan hjælpe og støtte, hvis han giver mig lov - men det er netop dét, der er udfordringen.

Udfordringen som forælder er i mine øjne ikke at skærme børn fra virkeligheden. Udfordringen er at vise børnene nok respekt til, at de vil have tiltro til at betro dig deres virkelighed, så du som forælder kan være der for dem, når virkeligheden gør ondt.

Jeg tror, at det er en styrke, at jeg selv bruger diverse sociale medieplatforme, så meget som jeg gør, for jeg forsøger ofte at italesætte overfor mine børn, hvad det egentlig er, jeg laver - når jeg f.eks. er på Instagram. For at vise dem virkeligheden - min virkelighed. I håb om, at de også vil dele med mig, når de en dag står i samme virkelighed.

For at vise dem, at telefonen er en helt naturlig del af hverdagen, og en del der nogle gange fylder meget, og andre gange skal lægges væk til fordel for noget andet. 

Jeg er også bange for, at mine børn bliver afhængige af bekræftelse på telefonen. Behovet for at få et svar øjeblikkeligt når man sender en sms, eller et like når man poster et billede på Instagram, eller lægger en video ud på Musical.ly. Den dér jagt efter bekræftelse håber jeg, at de ikke gider at bruge deres liv på. Jeg håber de véd, at de er gode solide mennesker, og at de har et selvværd, der gør, at telefonerne blot bliver en forlænget arm - og en indgang til den store verden - fremfor en slags tragt der skal kanalisere selvtillid i deres retning.

Men dét problem kan aldrig blive hverken telefonens eller de sociale mediers opgave at løse. Det ligger hos mig som forælder, at give mine børn et godt fundament som gør, at de ikke er til fals for ligegyldige faktorer som “likes”. Og dén opgave, tror jeg, er den sværeste. 


Regler jeg kunne finde på at opsætte

Ligesom jeg har stået på sidelinjen utallige gange, når mine drenge er til fodbold, for at vise dem engagement og indlevelse - men også for at se om de er glade for træningen - så vil jeg stå på siden, når de får en telefon. Jeg vil “holde øje” med deres færden, så vidt muligt, og lytte uden at dømme, når de fortæller mig om de ting der interesserer dem på telefonen.

Jeg tror ikke på at forbyde noget. Hvis først man forbyder ens børn at følge med i én eller anden youtubers liv, så kan man være sikker på, at de netop kigger med lige præcis dér, hvor man ikke ville have det. Jeg tror på, at man skal tale til deres fornuft. Igen og igen og igen. Indtil den over tid - det kan tage år - er feset ind. 

Jeg vil “holde øje” med deres færden, så vidt muligt, og lytte uden at dømme, når de fortæller mig om de ting der interesserer dem på telefonen.

Jeg ville dog opsætte nogle regler omkring oprettelse af en profil på sociale medier. Jeg ville bede min søn om at tilføje mig som ven, som et hel grundlæggende krav for, at han overhovedet kan få lov til at have en profil. Når den tid kommer…

Men helt grundlæggende, så vil jeg tage tingene som de kommer. Hvis der er én ting, jeg har lært af at blive forælder, så er det, at man ikke på forhånd ved, hvad der er det rigtige i forhold til opdragelse. Den må man tage undervejs, fordi børnene udvikler sig, og det gør man minsandten også selv. Så dét man den ene dag følte, var helt rigtigt, føles måske helt forkert den næste.